Nul

Affald er målet

Zero Waste betyder Nul Affald. Og det er den målsætning om nul affald og nul spild, vi i Landsforeningen Mindre Affald vil involvere alle danskere i – høj som lav, privat såvel som virksomhed. Og organisationer og politikere. Intet affald er nok en utopi, men der er ingen tvivl om, at vi skal tæt på for klimaets, miljøets og biodiversitetens skyld. Derfor skal vi stå sammen – alle tiltag tæller og sammen er vi stærke.

Nul

Affald er målet

Zero Waste betyder Nul Affald. Og det er den målsætning om nul affald og nul spild, vi i Landsforeningen Mindre Affald vil involvere alle danskere i – høj som lav, privat såvel som virksomhed. Og organisationer og politikere. Intet affald er nok en utopi, men der er ingen tvivl om, at vi skal tæt på for klimaets, miljøets og biodiversitetens skyld. Derfor skal vi stå sammen – alle tiltag tæller og sammen er vi stærke.

For miljø & klima

samt Økonomi & Lokalsamfund

Hos Landsforeningens Mindre Affald har vi fokus på cirkulær økonomi, men særligt affaldshierakiets øverste lag – det vil sige f.eks genbrug, reparation, minimering, udlån, emballagefrit, madspild, gentænkning af produkt og processer – og ikke mindst den simple, men svære: Nul affald.

Faktisk er vores logo inspireret af netop den omvendte pyramide, som affaldshierakiet er:
Mest af det grønne affaldsforebyggende i toppen. Og mindst af det nederste, der markeret med rødt symboliserer, at ressourcen allerede er endt i skraldespanden, dvs genanvendelse, forbrænding, affaldseksport mm.

Arbejdet for mindre affald taler ind i bæredygtighedsdagsordenen på flere planer.

For miljø og klima fordi vi med en produktbevarende tilgang udnytter jordens ressourcer ansvarligt, mens vi minimerer de udledninger, som brugen og håndteringen af affaldet ellers ville skabe i form af klimagasser.

Men også for lokal økonomi, samfundsøkonomien og sammenhængskraften.
Affaldshierakiets øverste lag foregår ofte i nærområdet, f.eks køb af emballagefri varer, reparation og mange former for genbrug – og måske endda samtidig i sociale sammenhænge, fx når vi låner ud og forærer spild til andre. Herved understøtter vi lokalsamfundet, hvis grundlæggende værdier ellers hurtigt kan forsvinde i en global verden, samtidig med at vi sparer ressourcer til f.eks transport og skaber lokale fællesskaber og virksomheder. Når politikerne bærer disse ressourcebevarende tiltag op på nationalt plan skabes ægte grøn cirkulær økonomi. Her kan vi se mod andre lande – se eksempelvis dette nye tiltag fra den franske miljøminister.
Det økonomiske aspekt i udviklingen af et bæredygtigt samfund er vigtigt for os i Mindre Affald. Derfor fokuserer vi på at præsentere løsninger – et begreb vi endda har inddraget i vores vedtægter. Men det betyder ikke, at vi er bange for at foreslå pisk, hvis gulerod ikke virker. Verden venter ikke på de langsomme.

Danmark har desværre europarekorden i affald og mængderne stiger – både den samlede mængde og pr. husstand efterlader vi os nu hele 813 kilo affald årligt. Det kan og skal vi gøre bedre. Ressourceforbruget skal minimeres og produkter bruges igen og igen og igen og …

Lad os arbejde SAMMEN.

Landsforeningen Mindre Affald samler alle, der arbejder konkret og kontinuerligt for at mindske mængden af affald ud fra principperne om affaldsforebyggelse – dem kan du læse mere om her.
Om du er privat borger, virksomhed, organisation eller forening, så meld dig under fanerne – som medlem, frivillig, vidensperson eller i maskinrummet.

Vi tilbyder fra stiftelsen medlemskab og netværk samt påvirkning af de politiske systemer – herunder internationalt, idet vi efter stiftelsen vil søge medlemskab af Zero Waste Europe (ZWE).

Vi har masser af tanker og visioner for, hvordan vi kan skabe fokus på mindre affald og håber at masser af medlemmer og aktive vil hjælpe med arbejdet. F.eks ved at

  • udbrede og indsamle viden
  • inspirere med tiltag fra både Danmark og resten af verden
  • støtte og samle mennesker og virksomheder, der arbejder på området
  • understøtte, stifte og hjælpe lokale grupper
  • deltage i og lave events og besøge festivaler og andre møder
  • deltage i åbne og lukkede møder og forsamlinger samt kontinuerligt fortælle politikere både lokalt, nationalt og på internationale niveauer, at vi som borgere skal have ret til og mulighed for at vælge affald i vores hverdag fra.

Landsforeningen Mindre Affald påtager sig ikke rådgiveransvar, men indgår gerne i fælles projekter med virksomheder, organisationer og studerende – nationalt og internationalt. Kontakt os meget gerne for en snak.

Bliv aktiv hos Mindre Affald

Vil du være med på rejsen?
Måske du har ekspertise på et af forebyggelsesområderne i affaldshierakiet? Eller repræsenterer en virksomhed, der knokler på for mere genbrug? Måske du er politisk interesseret i området? Måske du brænder for at lave events sammen med andre frivillige? Eller er en haj til formidling og kommunikation, fx video, sociale medier og hjemmeside? Vi har også brug for gode folk til alt det bagvedliggende, herunder fundraising. Og meget, meget mere.

Der er brug for alle de menneskelige ressourcer, vi kan samle, for at redde jordens ressourcer. Og vi vil elske at have dig med. Tryk på det passende ikon nedenfor eller skriv til os, så river vi fat i dig.

Frivillig

Advisory Board

Studerende